Vintertips og indkøb


Gør rent om læ:
Støv og skidt på overflader, i skuffer og skabe suger fugt til sig. Fugten giver grobund for skimmel og mug som gror glimrende i fugtigt støv. I værste fald kan det give affarvninger og mørke plamager, der ikke kan vaskes væk.

Tøm båden for tøj og dyner:
Tøm båden for alt der kan suge fugt til sig. Det gælder tøj, sejlertøj, dyner og puder, redningsveste og andet, der kan holde på fugt. Fugt giver grobund for mug og det er ærgerligt at finde det lækre sejlertøj frem om foråret og finde mugpletter overalt. Er båden godt ventileret, kan hynder stilles på højkant, så de ventileres på begge sider og holder sig tørre. Mangler der god ventilation, så må hynderne også med hjem i varmen.

Frostsikring af toilet mm.:
Når vand fryser udvider det sig og kan sprænge både wc-kummer og vandrør. Drikkevands systemet bør tømmes helt, og slanger på hver side af pumpen kan evt. afmonteres. Toilet og evt. septiktank bør sikres med frostvæske.

Gør dækket rent:
Afvask dækket for salt med en mild bådshampoo. Vær opmærksom på metalbeslag, hvor der kan opstå korrosion. Målet er at få alt salt skyllet af båden. Rens gummilister rundt om vinduerne. Her sætter sig nemt skidt og snavs og lader man stå til, vokser der pludselig alger og mos ved vinduerne. Giv gummilisterne lidt silikonefedt. Det skyr vand og holder gummiet blødt.

Motor:
Dieseltanken fyldes helt op for at undgå kondens, der kan give vand i tanken. Alternativt kan den tømmes helt. Benzintanke og dunke tømmes. Både indenbordsmotor og påhængsmotor vinterkonserveres.

Batterier og el-system:
Batterierne lades helt op og frakobles. Batterier kan (særligt hvis de er afladede) tage skade af frost. Så den bedste opbevaring er et køligt, men frostfrit sted. Tjek spændingen på batteriet et par gange i løbet af vinteren. Falder spændingen til under 12,1V (ca. 50%) så lad batteriet helt op igen. Når batteriet ikke er koblet til, tænder du alle kontakter og afbrydere. Så kan de ikke irre på kontaktfladerne og bevarer bedre en god forbindelse.

Hold båden fugtfri med ventilation:
En velventileret båd er meget nemmere at holde fri for mug og skimmel.
Der er mange måder at gribe ventilation an på, alt efter om man overdækker båden med en presenning eller ej. Det vigtige er, at der er tilstrækkeligt med træk gennem båden.

Tjek din forsikring:
De fleste forsikringsselskaber kræver, at båden ligger i en A-havn eller er på land senest d. 15. November.


Vi er leveringsdygtige i kølbådstrailere 1000 - 3500 kg.